Ugen der gik – uge 10

Kære Bloglæsere.

I denne uge er vi blevet jagtet af vores dygtige elektriker, der tålmodigt forsøger at holde styr på alt det vi ikke har styr på. Han er jo af gode grunde nødt til at lave alt el arbejdet til lys, stikkontakter og korrespondancer, røgalarmer, internet osv., – inden murerne lukker vægge og lofter med puds. Ved fælles indsats er det lykkedes indtil nu.

Der er opsat VVS installationer i det kommende handicaptoilet.  Ove har optrådt som slangetæmmer i forsøget på at få slangerne til gulvvarme de rigtige steder hen.

Rune har beklædt væggene på 2. sal, mellem sidehus og baghus med gamle gulvbrædder. Opsat en branddør, som bagefter også er beklædt med brædder, så den falder fint ind i væggen. Det bli´r SÅ flot.

Selv om vi nu har godt gang i genopbygningen er der stadig nedrivningsopgaver.

Kurt og Rune har brækket de gamle gulve op i to af værelserne, – desværre er det nødvendigt, da der skal lyd- og brandsikres mellem etagerne. Det er sjovt at se hvordan der er lagt ler/sand ind mellem lofter og gulve i etageadskillelsen. Det har været en genial løsning til at opnå samme mål, som vi nu skal gøre med gips, metaltråd og rockwool.

Væggen mellem trapperummet samt bræddevæggen mod naboen i n. 56, har vi også måtte tage ned, da der også skal brandsikres. Og hold da op hvor var det godt Ove tog den beslutning. Det viste sig nemlig at der i kvistværelset, bag bræddevæggen, var åbent direkte op til naboens tag. Så hvis der var opstået brand, ville den lynhurtigt kunne have bredt sig til nr. 56. det kan vi nu heldigvis sætte en stopper for.

Ugen sluttede med udsmidning. Så i dag søndag har vi været to gange på lossepladsen, der var virkelig mange kilo ler/sand mellem de to etager i sidehuset, – lige til at få lange arme af, især når man om aftenen inden har været til kobberbryllup og danset den halve nat.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *