Ugen der fløj……………
Vi havde en forrygende start på ugen, der var nemlig indkaldt til stormøde i forsøget på at se om der kan samles ideer, og kræfter til at restaurere ”det grønne værelse” og bringe det tilbage til Rocco-tiden hvor det har stået med bemalede bræddevægge i en rødbrun farve dekoreret med grønne ranker.
Lars Bjørn Madsen som er museumsinspektør på Bymuseet her i Helsingør, er meget begejstret over fundene. Det er sjældent at så meget er bevaret.
Så konklusionen på mødet, som bestod af en arkitekt fra kulturstyrelsen, en konservator, husets arkitekt, Lars Bjørn Madsen samt Ove og jeg, blev at der skulle formuleres en fondansøgning, med henblik på at skaffe penge til arbejdet med at bringe historien frem i huset.
Det er et meget tidskrævende stykke arbejde, da man forsigtigt skal fjerne al den maling der ligger oven på den rødgrønne farve, – og selvfølgelig uden at beskadige de flotte bemalinger. Så det bliver spændende at se om det lykkedes at bevare et minde fra fortiden J
De murere vi har fundet, har altså bare sort bælte i det håndværk. Det er en fornøjelse at se dem arbejde, og de arbejder koncentreret i et højt tempo, og resultatet er super flot.
Rune og Kurt forsøger at være foran… – der skal bankes rørvæv på bræddevægge og lofter, pap på bindingsværket osv. Og herligt er det at se rummene tage form.
Ejvind, vores trappesnedker, har været her hele ugen, og som I kan se på billederne begynder trappen at ranke ryggen og knejse som i dens storhedstid for et par hundrede år siden. Der er sat træfyldninger på vinduet i bunden af lysskakten er blevet tilpasset osv.
Jeg har hentet beslag til resten af vinduerne (på gårdsiden) hos Rådvad smedje. En rigtig smedie lige som man forestiller sig det. Alle beslagene var færdige, – lavet, galvaniseret og grundmalet. På vejen hjem blev de afleveret til Henrik, vores vindues-snedker, hos Rammelisten. Han fik tidligere på ugen leveret et puslespil af elementer, der gerne skal genopstå og blive til de vinduer de engang var.