Uge 49
Endnu en forrygende uge, med masser af aktivitet og masser af fagfolk i huset.
Et af højdepunkterne var da vi havde besøg af snedker Øjwind Kaas Larsen, som sammen med arkitekt Leif Topsøe, gennemgik hovedtrappen og diskuterede udfordringer og løsninger. Konklusion : “den hænger i renommeet”. Det var tydeligt ATS Øjwind havde stor indsigt og forståelse for restaureringsarbejde, og så syntes han oven i købet det er sjovt og spændende, så vi har besluttet os for at han skal have opgaven. Og vi glæder os til at arbejde sammen med ham.
Dagen efter kom Anne Simonsen og Heidi ( konservatorer) som trods blæst og kulde, trak i deres bamsedragter, og gik i gang med at afdække historiske spor i trapperummet. Det er dybt fascinerende hvordan de med skalpel kan afdække alle malingslagene( et for et) på trappen. (se foto) De kan ud fra de forskellige lag tapet og bemalinger på væggene, datere og afdække husets historie. Nu har de fået materiale med hjem til analyse, og kommer så igen i begyndelsen af januar.
Ove har været at forveksle med en muldvarp….. det meste af ugen, har han stået nede i et hul og gravet og understøbt væggene i luden. Kæmpe hårdt og beskidt arbejde……!
Rune arbejder fortsat sammen med snedker Peter Nordal, på at lave vinduer til kvistene. De var forbi først på ugen for lige at sikre sig at vinduesrammerne passede i karmene. Jeg havde rustbehandlet alle beslag/ hængsler, som vi har fået retur fra smeden i Humlebæk, så dem fik de også med. Så nu er der bare tilbage at vente på at de kommer igen, – og har vinduerne med. Spændende!
Jens Blikkenslager har brugt et par dage på taget. Han er i gang med at lægge blik på den sidste kvist. Den er ikke helt færdig, men tæt på.
Og så har jeg gjort noget vildt. Jeg har bestilt håndtrykt tapet, til den nederste del af trappevæggen i vores baghus. Det er en bekendt, Lone Simonsen/LLZ-tapet, som laver nogle rigtig fine tapeter. ( se hendes hjemmeside: LLZ-tapet.dk ) Det blir’ så flot.