Uge 38 og 39
GÅRDEN:
I denne uge har vores opmærksomhed især drejet sig om gårdspladsen. Hvordan skal den se ud, hvor meget fald, hvordan får vi niveauet til at passe med sokkel, dørtrin osv. Men i torsdags gik det løs, “Danas Have” kom med gravko og mandskab. De flyttede to containere jord, og det vakte stor jubel i Stengade, da Kasper og Jonas fra “Danas Have” kørte det hele ud i containeren med håndkraft og trillebør. I uge 39 kom de igen, og baksede rundt med en masse jord, afløbsriste og kæmpestore sten,- det bliver så spændende at se hvordan det hel kan gå op i en højere enhed, der er nemlig så mange ting der skal tages hensyn til, så det er ikke en helt ukompliceret opgave. Og som det fremgår af billederne var det også noget af en udfordring at få den kæmpe store gamle sten på plads, foran hoveddøren.
Svend fra Danas Have har i kløbet af de 2 uger også fået lavet kloakken færdig med brønde, afløbsrister osv.
MURERARBEJDE:
Dave og Vade har igen givet den gas med murerarbejdet. Der er blevet finpudset i trapperum og badeværeler, sokkelen i gården er nu færdig. Og så til det vilde….. Dave er i fuld gang med at sætte fliser op i nogle af badeværelserne, så nu begynder det at ligne noget. Desværre har vi ikke tænkt os godt nok om i forbindelse indretningen af cafetoilettet, så Vade og Ove har måttet bruge adskillige timer på at bryde ned og mure op igen. Det blir`til gengæld susende godt.
2.SAL:
Rune; Kurt og Bjarke har vedholdende fortsat arbejdet med at opsætte dampspærre, fiberplader, strøer på gulve osv. Det er et job der kræver tålmodighed og tid, hver eneste bræt har sit helt eget mål…!
Elektriker Henry har vimset rundt imellem de andre på 2.sal og trukket strøm.
KURT og BENJAMIN
Forrige fredag sagde vi farvel og tak for denne gang til Kurt fra Hundested. I stedet er Benjamin startet hos os. Benjamin er nyuddannet snedker, og det passer som fod i hose, for så snart papir-isoleringen er blæst ind i lofter og gulve, går detløs med tømrer og snedker arbejdet.