Ugen der gik – uge 36

Uge 36

I den uge har vi støt og roligt arbejdet videre, med det vi var i gang med.

Port-rummet

Rune har sat strå op i Port-rummet og Dave har grov pudset det.

Fliser

Fliserne er lagt færdig i indgangen samt i forrummet til cafetoilettet.  Dave har nu lavet klaplag på det ene badeværelse, så nu er der helt klar til gulvfliserne der.

2.sal

Kurt og Rune har knoklet på med at få sat dug og plader på væggene/loftet på 2.sal Rune er desuden i gang med at brandsikre taget i luden med adskillige lag gips. Et temmelig besværligt arbejde da alt er skråt på alle leder og kanter….!

Sash-vinduer

Vi har sendt forespørgsel på hejsevinduer til facaden og venter nu spændt på pris og på om det lader sig gøre.

ugen der gik – uge 35

Arkitektbesøg

Både Leif (vores arkitekt) og Jesper (vores arkitekt og sagsbehandler fra kulturstyrelsen) har været  på besøg. Ud over at de begge var meget interesseret i at se de fine bemalede loftbrædder, som vi fandt i sidste uge, fik vi også drøftet ”alle de løse ender”.

Facaden

Da Rådhuset jo fylder rimelig meget i landskabet for tiden, måtte vi leje et lille rullestillads så vi kunne arbejde ”efter lukketid” med at banke puds af facaden. Det var hårdt arbejde, og jeg kender et par stykker der sov godt om natten i sidste uge….! Men fantastisk var det, at blotlægge de fine udskæringer der dukkede op i bindingsværket. Her følger en lille tekst, som Lars Bjørn Madsen(museumsinspektør, arkivar Helsingør Kommunes Museer) sendte mig:

“Jeg så i går det blottede bindingsværk med de udskårne, korskronede kølbuer og blev i sagens natur dybt begejstret. Ikke mindst, da bemalingen også var bevaret, hvilket kunne give håb om, at ældre malingslag vil kunne afsløres. Fyldholterne må være fjernet i forbindelse med ændring af stueetagen, men det blottede bindingsværk fortæller jo med al tydelighed, at vi har et renæssancehus bevaret her. De korskronede kølbuer er jo såre typiske for Helsingør, og denne tradition skyldes utvivlsomt de håndværkere, der kom hertil fra Tyskland og andre lande i forbindelse med de mange byggerier i kølvandet på Kronborg-æraen, da man finder dem, såvel i Tyskland, Schweiz og Frankrig.”

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Heldigvis var der kun et lille stykke bindingsværk der skulle skiftes, – resten var sundt og godt. Rune som jo er blevet vores bindingsværks-specialist har allerede sat et nyt stykke tømmer i.

Nu er udfordringen at finde en facade-løsning, der både kan tage etiske, økonomiske, historiske og funktionelle hensyn.

Fliser

Hurra vores fliser til badeværelserne er kommet. Og til min store glæde var begge arkitekter begejstrede over vores valg…..! De er altså også fantastisk flotte. Det er cementfliser, som bliver glaseret i hånden, ved at der hældes glasur i en metal-gitter ramme. På det rigtige tidspunkt fjernes rammen og glasuren tørrer, uden at løbe sammen. Fliserne er åbne i overfladen, og skal forsegles og vokses. Men de har en dybde i glasuren, lidt lige som en kalket overflade. Mønstrene er inspiration fra 1800-tallet.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Murerne er tilbage

Murerne Dave og Wade er tilbage efter deres ferie. Og der er masser at tage fat på. De er startet med at lægge tegl-gulvet i trapperummet/indgangen. Tegl som en af vores venner fra Stengade har skaffet fra et andet gammelt byhus i Helsingør. ( hvor de skulle bare smides ud) Tak for det Richard ! – det blir` rigtig flot.

 

Fint besøg

Ugen bød også på et rigtig spændende besøg af Arne Hansen.  Han har gennem en lang årrække, mere præcist fra 1968-1980, været bestyrer af Materialhandelen Stengade 58 (senere Matas). Han kunne fortælle en masse sjove historier fra en svunden tid. Bl.a at de dengang beskæftigede 8 lærlinge og adskillige svende. De solgte uanede mængder af produkter til hjemme bryg, til svenskerne. Når de fik propper hjem, modtog de 25.000 propper i en kæmpe stor sæk. De måtte åbne den på gaden og køre propper i trillebør, ind i gården, hvor de så blev pakket i ”salgbare” posestørrelser. Han fortalte historier om Hr og fru Radeck som ejede ejendommen og boede i side og forhuset.  Hr. Radeck var hovmester og sejlede på de store verdenshave. Han vendte kun hjem 3-4 gange om året. Han var en venlig mand og bød af og til personalet på ”en skænk”.  Fru Radeck sad sommeren igennem på en solrig plads i gården og lavede håndarbejde, især var hun glad for at kniple.  Deres søn Bent Radeck arbejdede i Materialhandlen, og blev så vidt jeg husker, også indehaver af forretningen.

Ugen der gik – uge 34

Uge 34 bød på især to store oplevelser

Den ene var da Kurt og Rune brækkede de gamle gulvbrædder op i loftrummet på 2.sal, da dukkede der pludselig de fineste gamle bemalede brædder op, med flotte fugle motiver. De er nu udstillet i butiksvinduet. Brædderne har angiveligt engang været loft i de ”pæne stuer” (dengang timelønnen var lav). Da man så på et tidspunkt har bygget om, og dekorerede lofter ikke længere var på mode, har man brækket loftet ned og brugt dem som forskalling til de pudsede lofter.

Den anden store oplevelse var vores ”ÅBEN GÅRD ARRANGEMENT”. Fra vi slog dørene op kl. 11 til det sluttede kl. 16, gætter vi på at der har været 4-500 besøgende. Det var helt vildt, og super fedt. Den store interesse og opbakning, giver os masser af energi og bekræfter os i, at ideen med et gæstehus, er hel rigtig.

Ud over det, syder og bobler det af aktivitet, og der er gang i mange ting:

·         Gulvene på 2.sal er brækket op, og der er nu fulgd gang i arbejdet med at brand og lydisolere.

·         Spær og bjælker slibes (et rigtig stort og beskidt arbejde…)

·         Rune har lavet forskalling på kvistene, så der er klar til at mureren kan pudse.

·         De sidste vinduer i facaden er taget ud

·         Vi er i gang med at tegne og tænke facade, og har i den anledning fotograferet de fleste facader i Stengade, og lavet en lille udstilling om vores ”facadetema” i vinduet.

·         Vi har fået leveret Farmacell-plader (plader af gips og papir – der kan ”ånde”) som skal sættes på loftvæggene i stedet for gips. Det var mange mange tunge plader som skulle bæres ind i huset, og videre op til 2.sal

Ugen der gik – uge 33

uge 33
Jubiiii…….vores to gode håndværkere er tilbage efter 4 ugers ferie !

Og de er nu, sammen med Ove og vores søn, i fuld gang med et kæmpestort, beskidt og hårdt arbejde, med at forvandle det store loftrum på 2 sal i forhuset, – til et flot og varmt fællerum. To lag gamle ormædte støvede og meget tunge gulvbrædder brækkes op. De brædder der stadig er gode nok anvendes til forskalling af tagvæggen, hvorpå der skal opsættes plader. I hulrummet skal der indblæses papiruld som isolering. Desværre forsvinde det meste af de flotte loftspær, men der er ikke rigtig noget at gøre,- der skal jo isoleres….!

Rådhuset er blevet misundelige over at se alle de flotte håndværkere der rumsterer rundt og laver flotte ting hos os, så nu har de rejst en KÆMPE stort og meget larmende stillads og går snart i gang med at restaurere det smukke gamle rådhus. Det blir` godt, men det er godt nok synd for vores naboer der driver butik i alt det byggerod…!

Fint besøg fra Sorø

Helge Torm, som er ansvarshavende på landsforeningen ”BY & LAND`s” tidsskrift og som tidligere har lavet en flot artikel om vores projekt , kom rejsende den lange vej fra Sorø, for at se hvor langt vi er kommet, samt tage nogle fotos og samle stof til en ny lille artikel i bladet. Det var så dejligt, for han syntes det er et fantastisk projekt, og fortæller at de har så mange ”kedelige sager” med nedrivninger af flotte gamle præstegårde, klagesager osv. , så han nød at se et hus der vokser og blomstrer,- og glæder sig til at komme igen til foråret.

Vores søde veninde fra Roskilde kom i onsdags og hjalp med at male vinduer, – nu er vi heldigvis snart færdige med alle vinduerne i gården, – 48 stk. der skal males 2-3 gange på hver side…..

Ugen der gik – uge 32

Hvor mange gange skal vinduerne males……mange !!!!

Åhhh de gamle vinduer…..! Vi maler og vi maler, men inden næste uge er omme, har vi forhåbentlig fået sat alle vinduerne i gården i.  Kæmpe arbejde, men det blir` bare så utrolig flot. Så mangler vi blot vinduerne mod Stengade, men de er heldigvis ikke så medtagede, og vi er allerede godt i gang med at rense af, og gøre klar til reparationer og maling.

Flisetid….! Vi er begyndt at tage mål og kigge på fliser til alle badeværelserne, – en svær men spændende opgave.

Bjarke, vores søn, som nu er ansat et par dage om ugen hos os, har brækket de sidste sten op fra gården, så nu er den klar til det kommende kloakarbejde, sænkning af gårdens niveau osv.

Ove og Bjarke har arbejdet på kvistværelset så det nu er forberedt  til opsætning af plader på tagvæggen, hvorefter der skal pustes papir-isolering ind i hulrummet.

Vi har været på Genbyg for at hente fliser til gang og cafetoilet, men desværre var brændingen af stenene så dårlig, at vi valgte ikke at købe dem. Rigtig ærgerligt, men inspirerende var det at se deres udstilling, sjove lysestager, og flotte udslagsvaske,- sådan en må vi ha`!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Ove har høstet honning, den fineste af slagsen…..! Det har han til sinds at sælge, når vi holder ”åben gård” i forbindelse med Sundtoldsmarkedet d. 22. august.

Ugen der gik – uge 30

Gennembrud !!!!

Stilladset i gården er taget ned. Det er så vildt!

Gården er total forandret, – alt ser så anderledes ud.

Familien fra Jylland kom forbi et par dag og gav en hånd med. Det var både rigtig hyggeligt og meget hjælpsomt. Det er godt at være mange hænder når så stort og tungt et stillads skal tages ned og ikke mindst køres væk.

I forbindelse med Passage-festivalen, har vores vinduer i facaden været brugt som  kulisse, for en af teatergrupperne.

Ugen der gik -uge 28 – 29

Uge 28 og 29

Ove har gjort rent efter mågen Åge. Den forsøgte sig atter med at flyve, landede i nabogården, blev sat på gaden, hvor en medarbejder på rådhuset tog sig kærligt af den, – fandt en familie til den på Rådhusets tag, så angiveligt flyver den omkring i nabolaget.

Rune og Kurt holder ferie i 4 uger. Men murerne har været her. De er nu færdige med at pudse alle indvendige vægge i gården. De har muret søjler til understøtning i kælderen, startet med at pudse portrummet, og er snart færdige med at finpudse de første 3 badeværelser. Det bliver vildt flot, og nu er vi i gang med at kigge på fliser,- ikke nogen nem opgave….!

Ove har bokset med en KÆMPE sten som skulle forestille at understøtte hjørnet i husets facade mod gaden. Det gjorde den bare ikke. Men med tålmodighed og omtanke, fik han den op, renset stedet for murbrokker og andet skidt, lagt tilbage og muret den fast, – SÅDAN ! ( that`s my man!)

Inden længe går vi i gang med facaden. Det er vigtigt at den kan blive færdig inden vinter. Så både vi ”tæller klejner” og arkitekten tegner. Vi havde ellers fundet nogle fine vinduer (engelske der kan skydes op) men desværre passede de ikke ”godt nok”.  Vi har taget de fleste vinduer i facaden ud, og er gået i gang med at istandsætte dem. De er ikke så ødelagte som vinduerne i side- og baghus, men alligevel kræver det mange timers arbejde, nye beslag, reparation af de gamle, samt diverse snedker reparationer.

Vinduerne i baghuset har fået det sidste lag maling, og stilladset er pillet ned. Vinduerne i sidehuset har fået sålbænke, og når smeden har lavet nedløbsrørene, kan stilladset også nedtages her.

Kvistværelset i sidehuset har fået lavet brandkamserstatning, samt forskalling på tagvæggen og er snart klar til at få indblæst papirisolering, – godt hjulpet afsted af vores søn og hans ven der lige kom på besøg. De startede besøget med en fisketur, og kom hjem med en stor dejlig torsk, som vi tilberedte over bål i gården.  Mums….!

Ugen der gik – uge 27

​Man må sno sig, sagde ålen og mureren……

Jubii murerne er tilbage, så inden længe er hele gåden færdigpudset.

Mathias ”har sort bælte” i at støbe gulve på svalehaleplader. Så torsdag var han chef, og resten af byggeholdet ”fodrede” ham med mørtel, og inden dagen var omme, var alle tre badeværelsesgulve støbt.

Jeg havde forsøgt at overbevise Ove om, at vi måske ikke behøvede at banke den gamle puds af facaden mod Stengade. Men Sent fredag eftermiddag kaldte Ove på mig, for at vise ……at det behøver vi ! En total smuldret bjælke ”skjulte sig ” over portdøren. Man kan godt blive lidt træt….Men heldigvis kender vi den skønneste lille ø i Roskilde fjord, hvor kaffevandet snurrer og kajakkerne ligger og venter på en sejlads over den blikstille fjord. Og pissst væk er alle byggebekymringerne.

Ugen sluttede med at mågen Åge havde forsøgt sig med at flyve, det gik ikke godt, Den landede på stilladset, men det var for trangt for mågeforældrene at lande der,, så Ove og naboen forsøgte at ligne en mellemting mellem en fisk og en dåse torskerogn i medens de sneg sig ind på Åge, fangede den og satte den tilbage i tagrenden, hvor den nu igen kan fodres og forhåbentlig blive stor og stæk nok,- til at flyve opad…..!